Willumsens Museum

Kompositionsskitse til maleriet "Kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher teoretiserer" 1923

Willumsen, J.F.
Da J.F. Willumsen ville male et portræt af arkitekten og kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher, arbejdede han sig frem til en form, som særlig passede til Wanscher. Willumsen erklærede, at han ville male et portræt med kunsthistorie og teori i. For at konkretisere dette anvendte han Wanschers netop udkomne bog om Rafaels liv og værker. Ved hjælp af radiære linjer, cirkelslag og lodrette linjer havde Wanscher søgt at analysere et af Rafaels malerier. Willumsen har benyttet motivet fra Wanschers tegning som baggrund og samtidig gentaget det spejlvendte linjenet. Det ene net peger mod Wanschers hoved, det andet mod hans hjerte. Det kan være Willumsens kommentar til en intellektuel opfattelse af kunst i modsætning til en følelsesmæssig oplevelse. I skitserne kan man følge arbejdet fra en næsten rektangulær ramme til den specielle form, som fremhæver motivet og markerer Wanschers skulpturelle hoved. Det var helt i Wanschers ånd at arbejde med formen. Rammens højre svungne side følger cirkelslaget gennem kvinden, og den venstre side er buet for at få hele den rygvendte kvinde med. Det lige stykke er stillet skråt for at være parallelt med Wanschers underben. Da Willumsen i 1919 begyndte på portrættet, udførte han et par litografier, hvor Wanscher blot sidder på en stol med en neutral baggrund. Først i 1923 blev selve portrættet gjort færdigt, så han kunne nå at få det med på sin 60-års jubilæumsudstilling på Den frie Udstilling. Willumsen og Wanscher havde kendt hinanden i mange år, og Wanscher havde skrevet flere artikler om Willumsens kunst. I 1937 skrev han desuden en bog om J. F. Willumsen.
Aktuelle UdstillingerArrangementerBesøg Museet